Du kan også læse artiklen i den oprindelige svenske udgave.
Dommedag nu. Dommedagen" er visdommens dag, ifølge Martinus. Visdommen er nemlig, kosmisk set, ikke andet end de selvoplevede konsekvenser af det han kalder for "indvielsen i mørket". Denne indvielse giver os altså en selvoplevet indsigt i livets love – og dermed om vejen til fredens og kærlighedens virkeliggørelse i vores verden.
Af Olav Johansson
Så længe vi tror, at vi kan høste fred gennem at så krig og at krigens og problemernes årsag er "de andre", dvs. andre individer, nationer eller kulturer, findes der ingen anden vej for Guddommen at undervise os i livets kærlighedsfulde love end gennem oplevelsen af "dommedag". "Dommedag" er, forklarer Martinus, en skæbne som vi alle før eller senere må møde på vores udviklingsvej fra dyr til menneske. Som individer har vi den altså enten bag os eller foran os – hvis vi ikke netop nu befinder os midt i en sådan skæbneudløsning. Det gælder også de "individer" vi kalder "nationer". Denne artikels fokus ligger på det sidste. Hvordan kan vi med andre ord forstå og tolke den nuværende verdenssituation og dens dominerende aktører og hændelser – med baggrund i de dramaer som nu finder sted på verdensscenen og på baggrund af Martinus' kosmiske analyser ?
”Mennesker kan ikke leve uden hinanden, men de har endnu ikke lært sig at leve sammen.”
Rainer Werner Fassbinder
Ser en TV-dokumentar fra krigens og kaosets Irak en sen aften. Nogle ord fra en kvindelig irakisk lærer – som midt i det kaos som i dag er hverdag i hendes hjemland trods alt fortsætter med at forsøge at undervise sine elever – ætser sig fast i hukommelsen. Hun siger: ”Dommens dag er nær – hvor mennesket ser følgen af sine handlinger.”
Næste morgen læser jeg i en signeret leder i den store svenske og liberale morgenavis Dagens Nyheter:
Verdensøkonomien er aldrig gået bedre end i 2007. Det var et dominerende tema på World Economic Forum i Davos, hvor stemningen skiftede mellem jubel (pengene) og dommedag (politiken)… Det er politiken – og på længere sigt miljøet – som får nerverne til at ryste.
Afrika plages af dårligt styre. Mellemøsten er en krudttønde fra Teheran til Gaza, med konflikter som lagres oven på hinanden. En ny kold krig kan anes mellem Vesten og Kina, måske også mellem Vesten og Rusland …
USA og Kina er låst i en mærkelig terrorbalance. Uden adgang til det amerikanske marked ville kinesisk industri falde sammen. Uden kinesisk finansiering af de amerikanske underskud (Kina opsparer 50 procent af sit BNP) ville USA kollapse.
Sådanne afhængigheder er ingen garantier mod konflikt, som historien har vist. Der findes altid noget at strides om. Den klare skillelinje mellem demokrati og diktatur er desværre blevet udflydende under Bushadministrationen, som har devalueret Vestens troværdighed med egenmægtige krige, fængsling uden rettergang og sanktionering af tortur.
International politik opfattes stadig mere som på 1800-tallet og stadig mindre som på 1900-tallet. En kamp mellem (u)moralsk ligeværdige stormagter, som ublu bevogter sine interesser, snarere end en kamp mellem idéer” (1)
Eller som George Orwell skrev i sin berømte fremtidsroman ”1984”:
”Og i den generelt forhærdede indstilling som opstod… blev metoder som længe havde været forladt – fængsling uden rettergang, anvendelse af krigsfanger som slaver, offentlige henrettelser, tortur med det formål at fremtvinge tilståelser … og deportation af hele befolkninger – ikke bare almindelige igen, de blev også tolereret og til og med forsvaret af mennesker, som betragtede sig selv som oplyste og progressive”..
Afhængighed – og konfliktmønster
Verdenssituationen i dag udgør en sigende illustration af den berømte tyske filminstruktør Fassbinders (1945-1982) ord i artiklens indledning oven for. For aldrig nogensinde tidligere i menneskehedens historie har mennesker været så afhængige af hinanden som idag. Hele den moderne såkaldte civilisation er jo ikke andet end et vidt udbredt og kompliceret netværk af indbyrdes afhængigheder og forbindelser såvel økonomisk som kulturelt m.m. En afhængighed som manifesterer sig hen over alle traditionelle og historiske grænser, I realiteten lever vi altså allerede i en ”verdensstat”. Ingen udviklet moderne stat eller nation kan i dag overleve som en fra omverdenen ”isoleret ø”. Vi kan altså ikke leve uden hinanden. Det er nutidens og fremtidens virkelighed. Men måden vi lever sammen på er endnu i stor udstrækning en ”arv” fra vores mere selvtilstrækkelige fortid, sammenfattet i devisen ”enhver er sig selv nærmest”. Denne ”arv” manifesterer sig i dagens verden fremfor alt i ”treenigheden” nationalisme, religion og penge. Det er denne mere eller mindre cementerede eller fastmurede ”treenighed” som er skuepladsen eller scenen for nutidens friktioner eller kollisioner med fortiden – eller sagt med andre ord: det er verdensarenaens scene for kollisionen eller kampen mellem ”det menneskelige” og ”det dyriske” i dag. Og det er netop p.g.a. denne cementering eller ”forstening” at opløsningen af disse nedarvede ordninger og værdier i dagens verden uundgåeligt får mere eller mindre eksplosive udtryk (2). Navne som Afghanistan, Irak, Iran, Israel, Kashmir, Libanon, Nordkorea, Palæstina, Somalia, Sudan, Tetjenien m.m viser, at de akutte konfliktarnesteder har en vid geografisk spredning, men grundmønstret i alle disse konflikter kan uafhængigt heraf føres tilbage til den ovennævnte ”treenighed” nationalisme, religion og penge.
Dommedagsuret kan stilles frem
Truslen mod vores verden øges, hvis man tør tro på redaktionen for det Chicago-baserede videnskabstidsskrift ”The Bulletin of The Atomic Scientist”. Siden sin start i 1947 har tidsskriftet haft et ”dommedagsur” på omslaget, hvis visere er stillet frem eller tilbage for at afspejle redaktionens opfattelse af risikoen for en kernevåbenkrig. Den 17. januar 2007 blev urets visere flyttet frem til fem minutter i midnat , og det skete i forbindelse med en fælles ceremoni i Washington og London. Det er 12 minutter nærmere midnat end i 1991 – efter Sovjetblokkens kollaps – da det samme ur altså stod på 23.43 …(3)
Dengang taltes der alment om ” en ny verdensorden” efter Sovjetkommunismens fald og den FN-støttede Kuwaitkrig i 1991. En verdensorden hvor risikoerne for store internationale konflikter var – om ikke eliminerede – så i hvert fald væsentligt reducerede. Men det der nu formørker billedet og bevirker at ”dommedagsuret” igen er krøbet nærmere midnat, er – ifølge tidsskriftets ekspertise af fremtrædende forskere og sikkerhedseksperter – Nordkoreas og Irans omstridte atomprogram, den tiltagende terrorisme, radioaktivt materiale i Rusland som befinder sig uden kontrol og USAs og Ruslands affyringsklare atomvåben, samt det forværrede klima i verden.
– Ikke siden de første atombomber blev kastet over Hiroshima og Nagasaki har verden stået over for så farlige valg, hedder det i en forklaring fra de nævnte forskere (4)
At situationen er alvorlig understreges også af den katastrofale situation i Irak – det land som USA og dets allierede havde til hensigt at gøre til et ”demokratisk mønsterland” i Mellemøsten (i det mindste ifølge deres egen retorik og propaganda) efter omstyrtningen af Saddam-regimet der. Til og med i officielle amerikanske rapporter og dokumenter – som i den fornyligt publicerede Bakerrapport – erkendes at alle sådanne ambitioner er fuldstændigt mislykkedes, selvom årsagerne forbliver tilhyllet i mørke. Sådan her kommenterer eksempelvis den tidligere svenske topdiplomat og kabinetsekretær Sverker åström denne rapport og den virkelighed, som den sigter mod at beskrive, i en debatartikel i Dagens Nyheter:
"Man kan ikke anklage rapporten for at skjule realiteterne. Det bekræftes uden kommentarer at 3.000 amerikanske soldater har mistet livet og 21.000 er alvorligt sårede. Alene behandlingen af disse kommer senere til at koste hundrede af milliarder af dollars. Den amerikanske regning for hele Irakeventyret bliver på svimlende to tusinde millarder (2 000 000 000 000 !) dollars, altså noget der ligner den sum som skulle behøves for at afskaffe fattigdommen i verden.
Dette er altså nogle af de amerikanske omkostninger. For irakerne selv er situationen mange gange værre. Op mod en halv million civile irakere er dræbt og halvanden million er blevet tvunget til at forlade landet. Yderligere halvanden million er interne flygtninge. Økonomien er ødelagt i store dele af landet. Retsvæsenet ligger i ruiner. Uvurderlige kunstskatte, som blev varsomt og fortjenstfuldt beskyttede under Saddam-regimet, er blevet ødelagt. Landet er ødelagt.. (5)"
Våbenmagtens afmagt
Nitten ud af tyve irakere mener i dag, at deres personlige sikkerhed var bedre i Saddam Husseins tid. Og mere end ni ud af ti synes, at Irak er et dårligere land at leve i nu end før USA-invasionen i april 2003.
Tallene kommer fra en opinionsmåling foretaget af Iraq Centre for Research and Strategic Studies , hvor 2.000 irakere blev spurgt om deres livssituation under okkupationen.
Dette aldeles entydige budskab fra de såkaldte ”græsrødder” i Mellemøsten fremgår ikke bare af den ovennævnte opinionsmåling, men også af det ansete Zogbyinstituts omfattende undersøgelse i fem arabiske lande med i princippet USA-venlige regimer.
Ni ud af ti jordanere siger at de nærer overvejende negative følelser for USA. Næsten lige så mange er USA-negative i Saudiarabien, Ægypten, Libanon og Marokko. Og blot siden sidste år er USA’s anseelse forværret markant hos mellem to tredjedele og tre fjerdedele af befolkningerne i disse lande.
Nok burde det vække til eftertanke – ikke kun i USA – at amerikanernes og deres allieredes tilstedeværelse kan opfattes som værre end Saddams berygtede diktatur og rædselsherredømme. (6)
Mellemøsten og især området omkring den Persiske bugt udgør centret i den region, som rummer to tredjedele af verdens samlede oliereserver. I og omkring denne region er flertallet af jordens kernevåbenmagter til stede – Israel, Pakistan, Indien, Rusland, Kina, USA og måske snart også Iran. Her er i efterkrigstiden blevet udkæmpet – og udkæmpes stadig – flere krigeriske konflikter end noget andet sted i verden.
USA’s og Bushadministrationens udtalte motiv for at invadere Irak – og før dette Afghanistan – er at bekæmpe den internationale terrorisme som især symboliseres af 11. september-begivnhederne. Det bagvedliggende motiv er åbenbart at oprette en uomstridt amerikansk kontrol over Mellemøstens olieressourcer og magtstrukturer. At det hele også er ”markedsført” til verdensopinionen med en højstemt retorik om spredning af demokrati og jagt på masseødelæggelsesvåben forandrer ikke sagen.
”Politisk magt vokser ud af mundingen på en geværpibe” skrev en gang Kinas ”røde kejser” Mao Zedong. I dag kan vi konstatere at livet og virkeligheden over alt viser os, at en sådan våbenbaseret magt i længden altid fører til afmagt. En afmagt som vi altså nu kan se ramme også verdenshistoriens uden sammenligning største super- og våbenmagt. At militært besejre og styrte Saddam-regimet i Irak var jo en hurtig og forholdsvis smertefri operation – men hvordan vinder man freden ? Og demokratiet ? Her kan vi se, at også supermagten er magtesløs i sin militære eller våbenmæssige almagt …
Næste krig ?
Der udestår åbenbart flere bitre og smertefulde erfaringer af samme eller lignende art inden verden og dens lederskab er modne for den konklusion. På kort sigt er der nemlig meget, som peger på eller taler for, at krigen i Mellemøsten nu er på vej til at blive udvidet eller eskalere også til Iraks nabolande. Sådan her skriver f.eks. Dagens Nyheter i en anden lederartikel fornylig om det:.
”I takt med at USA’s krig mod modstandsbevægelsen i Irak går stadig dårligere, er den amerikanske retorik mod Iran blevet optrappet – og sammenkædes nu med noget der ligner en militær opladning til angreb mod iranske kernetekniske anlæg.
Udover at give amerikansk militær i Irak tilladelse til at ”dræbe eller tilfangetage” hvad man kalder for iranske agenter i Irak har præsident George W. Bush givet ordre til, at der i USA-allierede arabiske stater placeres patriotmissiler til beskyttelse mod iranske missilangreb samt at den amerikanske orlogstilstedeværelse i regionen kraftigt forstærkes. Ikke mindre end fire kernevåbenbestykkede ubåde (plus sandsynligvis en israelsk) befinder sig nu i eller i nærheden af den Persiske bugt, ligesom de to hangarskibe ”Eisenhower” og ”John Stennis”. Et tredje hangarskib ”Ronald Reagan” afsejlede fornylig fra San Diego i retning mod Asien. Ikke siden Kuwaitkrigen 1991 og invasionen i Irak 2003 har USA samlet militær kraft i det omfang.
Officielt benægter Det Hvide Hus, at man planlægger at angribe Iran – standardformuleringen fastslår at man ikke udelukker noget alternativ, hvilket altså ikke udelukker krigshandlinger. På den anden side benægter såvel præsident Mahmoud Ahmadinejad som ayatollaerne i Teheran at man har nogen som helst hensigter om at skaffe sig kernevåben – hvilket jo fremstilles som hovedargument for et eventuelt amerikansk angreb. Det hører næsten til sagen, at begge sider savner troværdighed i dette farlige pokerspil ved den Persiske bugt. (7)
Og en i verdenspolitikken bevandret og velorienteret mand som Tysklands tidligere udenrigsminister Joschka Fischer skrev fornylig i en artikel:
” Det overraskende ved Bushs nye politik er, at fokus flyttes fra Irak til landets nærmeste naboer. Bush anklager Syrien og Iran for indblanding i Irak, for at krænke landets territoritale integritet og udgøre en trussel mod de amerikanske tropper. De beskyldes også for mere generelt at bedrive en undergravende virksomhed rettet mod USA’s allierede i regionen. Om man til dette lægger, at to iranske ”diplomater” er pågrebet af de amerikanske tropper i byen Erbil i det nordlige Irak efter ordre fra Bush, så fremtræder et helt nyt billede af præsidentens plan: Den ” nye strategi” følger ikke rådene i BakerHamiltonrapporten, men indebærer en tilbagevenden til de neokonservatives katastrofale strategi. Iran er nu i supermagtens sigte og USA’s holdning minder – ind til mindste detalje – om forberedelsesfasen til Irakkrigen ..
Eftersom Bushadministrationen ser Irans kernetekniske program og ambitioner om at opnå dominans, som den største trussel mod regionen, bygger den sin strategi på en nylig formeret uoffciel antiiransk alliance, hvori både Israel og moderate sunnimuslimske lande i den arabiske verden indgår. Det er kerneteknikprogrammet som udgør nøglefaktoren, eftersom det sætter en tidsgrænse for, hvor sent man kan agere.
Men flyangreb mod Iran, som USA kan se som en militær løsning, ville ikke gøre Irak mere sikker. Tværtimod ville resultatet blive det modsatte. Lige så lidt ville regionen som helhed blive stabiliseret. Den ville blive styrtet ned i en afgrund. Og drømmen om ”regimeforandring” i Teheran ville heller ikke blive opnået. Snarere ville Irans demokratiske opposition komme til at betale en høj pris og præstestyret blive styrket” 8
Ifølge nyligt publicerede oplysninger fra det britiske BBC har den amerikanske centrale militærkommando i Florida allerede udvalgt iranske bombemål. Ifølge BBC’s kilder er målet Irans militære infrastruktur og kernetekniske energianlæg.
Lang konfliktfyldt relation
Bagved de nuværende modsætninger mellem USA og Iran ligger en langvarig og konfliktfyldt relation
– 1953 bidrog den amerikanske efterretningstjeneste CIA til, at Irans populære premierminister Mohammed Mosaddeq blev afsat og til, at den enevældige shah kom til magten
– Shahen blev styrtet ved den radikale og fundamentalistiske shiamuslimske revolution 1979
– Da besatte iranske studenter USA’s ambassade i Teheran og holdt personalet som gidsler i et år. Et forsøg på at befri gidslerne med amerikansk militær mislykkedes.
– Iran anklagede USA for at støtte Saddam Husseins angrebskrig mod Iran, som foregik mellem 1980 og 1988
– Efter terrorhandlingen mod USA i september 2001 er modsætningerne mellem USA og Iran blevet skærpet. Præsident George W. Bush anklagede 2002 Iran for at indgå i en ondskabens akse sammen med Saddam Husseins Irak og Nordkorea.
– Iran støtter palæstinensiske Hamas og libanesiske Hizbollah, er fjendtlig mod Israel og mistænkes altså for at ville producere kernevåben.
– Samtidig har Iran draget fordel af, at USA har styrtet Iranfjendtlige regimer i dets nærmeste nabolande mod øst og vest, det vil sige talibanregimet i Afghanistan og Saddam Hussein i Irak, for at udvide sin indflydelse. Det sidste regime befandt man sig som sagt i åben krig med i 1980-tallet, og det første var man også meget tæt på at havne i åben krig med, inden amerikanerne og deres allierede – af andre årsager – gik ind og gjorde det job.
Karmiske sammenhænge
Her kan det også synes at være en historiens ironi, at USA nu befinder sig i krig med kræfter og aktører, som man tidligere aktivt har støttet og sponseret – økonomisk og militært – ud fra princippet ”min fjendes fjende er min ven” Det gælder såvel i tilfældet med Saddam Hussein og hans tilbageværende stødtropper i Irak, som i tilfældet med Osama bin Laden og hans afghanske talibaner. Talibanregimet i Afghanistan blev jo i stort omfang holdt oppe af de islamiske ”frihedskæmpere” som USA og CIA en gang havde rekrutteret og finansieret i kampen mod den sovjetiske besættelse.
I 1980 valgtes Ronald Reagan til USA’s præsident på et politisk program, hvis hovedingredienser var skattesænkninger, offentlige besparelser og militær oprustning (den store satsning på det dyre ”stjernekrigs”-program). Reagan var med andre ord en værdig forgænger eller pinoner for den politik, som Bush i dag satser på at fuldføre i stor stil.
Her findes også en efter min mening interessant karmisk sammenhæng, som fortjener større opmærksomhed.. Reagans strategi var at knække det han kaldte ”ondskabens imperium”dvs. Sovjetunionen, langs ad fremfor alt to linjer eller fremgangsveje. Dels skulle hans store satsning på ”kaprustningens” område knække Sovjetsystemets økonomiske rygrad i deres forgæves forsøg på at hamle op med hans kostbare ”stjernekrigs”-koncept, dels skulle alle modstandsgrupper mod Sovjetimperiet – det være sig de demokratisk sindede eller antidemokratisk sindede muslimske fundamentalister som i Afghanistan – aktivt sponseres og støttes. Ifølge det Craig Unger- chefredaktør for amerikanske Boston Magazine – påstår i sin bog ”House of Bush House of Saud” tog f.eks. manden som i dag betragtes som USA’s og næsten hele verdens (i alt fald den ikke-muslimske verdens) fjende nr. 1, dvs. Osama bin Laden, imod ikke mindre end 700 millioner dollar fra amerikanske CIA under hans kamp mod Sovjetmagten i Afghanistan i 1980-tallet. Og hans muhajedinkrigere blev trænet af CIA i Pakistan og i USA. 25.000 militante og ”anti-sovjetiske” islamister skal være uddannet og udrustet i disse CIA-lejre. Og vist blev Reagans strategi vellykket – i alt fald på kort sigt…
Kaprustningen knækkede meget rigtigt Sovjetsystemets skrøbelige økonomiske rygrad ,og i Afghanistan mødte også Sovjetunionen sit militære ”waterloo”. Og ingen – eller i alt fald ikke mange – havde grund til at sørge over eller beklage dette. Men begynder ikke de karmiske konsekvenser af den reaganske strategi nu at vise sig ? De økonomiske og militære våben som i 1980-tallet bragte den ene af de to da eksisterende supermagter til fald, har nu også begyndt sin undermineringsmission mod den i dag eneste tilbageværende supermagt. Det var en slange, som USA nærede ved sin barm i form af bin Laden og hans muhajediner. Og er ikke de galopperende udgifter til ”krigen mod terroismen” allerede ved alvorligt at destabilisere den amerikanske økonomi. De statsfinansielle underskud har aldrig været større end de er i dag – og hvad kommer det i længden til at betyde for hele verdensøkonomien ? Det er alene takket være, at Asiens økonomiske ”supermagter” Kina og Japan endnu har en egeninteresse i at forhindre – eller hvert fald indtil videre udskyde – de logiske konsekvenser af disse svimlende underskud eller ubalancer i den amerikanske økonomi, at spillet indtil videre kan fortsætte. Men hvad sker der den dag, deres egeninteresse byder dem at ophøre med denne støtte ?
Det var de ovennævnte ”frihedskæmpere”, som amerikanerne og præsident Reagan kaldte dem, i Afghanistan, som er ophavet og basis til al-Qaida og til det talibanstyre som beskyttede dem og gav dem yderligere muligheder for at konsolidere og udbygge deres base eller deres netværk. Krigen mod russerne gav bin Laden netop den platfom og den scene han behøvede for at fremstå som en helt af nærmest mytiske dimensioner for mang unge og militante muslimer (der spredes blandt dem mange ”vandrehistorier”, hvis sandhedsværdi jeg ikke kan bedømme, om det dødsforagtende mod og den dristighed, som bin Laden personligt påstås at havde udvist også i direkte kampe og opgør mand mod mand under krigen mod russerne. Mange russiske soldater påstås at have mødt deres skæbne i direkte nærkampe med ham). Og sejren over russerne gav ham og hans tilhængere ”blod på tanden”. Eftersom de, med Guds (og USA’s …) hjælp givetvis lykkedes med at besejre det som både præsident Reagan og bin Laden & Co betegnede som ”ondskabens” imperium eller supermagt, så var det heller ikke umuligt at udfordre og bringe den anden gudløse supermagt til fald – med Allahs hjælp. Det som for alvor satte dette projekt på dagsordenen for bin Laden var da amerikanske ikke-muslimske styrker efter den første Golfkrig i 1991 permanent blev stationeret på det der for ham og hans tilhængere er ”hellig land” i hans hjemland Saudiarabien for at beskytte det saudiske kongehus og dettes for USA og den vestlige verden så strategisk vigtige oliekilder. Bin Laden befandt sig jo selv i åben konflikt med dette kongehus, som han så som korumperede frafaldne og forræddere mod Islams idealer.
Og nok må man vel sige, at det er en anelse bemærkelsesværdigt at den supermagt, som nu har taget patent på spredningen af ”demokrati” i Mellemøsten, holder et faldefærdigt middelaldermæssigt kongehus og dets styre (hvor kvinderne savner demokratiske frihedsrettigheder og hvor offentlige halshugninger stadig er en del af ”retshåndhævelsen”) under armene og garanterer dets fortsatte forbliven indtil videre. De fleste uafhængige bedømmere er enige om, at det nuværende saudiske regime ville være chanceløst i et frit og åbent valg, om et sådant blev gennemført.
Forsynets redskab og kontrol
Mange bedømmere påpeger, at et angreb mod dagens Iran er en opgave af en helt anden sværhedsgrad end angrebet mod et – bl.a. af mangeårige sanktioner- meget svækket Irak 2003. Desuden risikerer et angreb på dagens Iran at hurtigt sætte også resten af Mellemøsten i brand. Iran har i dag missiler, som kan nå mål i hele Mellemøsten, inklusive Israel og alle amerikanske baser i området, og man har udviklet en superhurtig undervandsrobot, som intet fartøj i verden påstås at kunne undslippe, samt skaffet sig et avanceret luftforsvarssystem fra Rusland. Man kan jo undre sig over, hvad der i en krigssituation f.eks. ville ske med oliefartøjerne, som passerer den Persiske bugt bare kilometre fra den Iranske kyst. Næsten halvdelen af hele verdens olie transporteres i dag på denne rute, og med tanke på oliens vitale betydning for hele verdensøkonomien ville standsning af eller problemer med disse olietransporter hurtigt kunne få ødelæggende konsekvenser for ikke mindst den vestlige verdens økonomi.
Hvad er det da, der driver disse mænd – på begge sider i konflikten – som på trods alt det der her risikeres og står på spil alligevel synes urokkeligt at følge deres udstukne skæbnevej- koste hvad det koste vil. Jeg vil illustrere det med to interessante citater. Det første handler om præsident Ahmadinejad i Iran og det andet om præsident Bush i USA.
Citat 1:
”For mange nationale og udenlandske observatører fremstår Ahmadinejad som en bisar figur. Under hans fremtræden for FN’s generalforsamling i september siges han at have oplevet, at han var omgivet af et stærkt lysskær. To måneder senere forklarede han for en gruppe mullaher, at det vigtigste mål for hans regering er at bane vej for Mahdis, den tolvte imams genkomst.
Shiamuslimer tror at den tolvte imam forsvandt år 941 og at han ved sin genkomst skal regere over verden i syv år inden det er tid for dommens dag over menneskeheden.
Er det virkelig dette, som er Ahmadinejads plan ? At han er en dybt troende shiamuslim betvivler ingen. Men der er delte meninger om, hvorvidt hans hovedmål er religiøst eller politisk, det vil sige om det for ham er det vigtigste at shiaislam ekspanderer eller at Iran bliver mægtigere som stat ?
Noget enkelt svar på det spørgsmål findes ikke. Nogle bedømmere i Teheran hælder til, at det handler om en kombination af de to mål: Ahmadinejad vil sprede shiamuslimsk ideologi over verden, og på den vej gøre Iran til den stormagt som landet har potentiale og historiske traditioner til at være.
Sådan forklarer en iransk bedømmer hans udspil om Israel og ødelæggelsen: Der er ikke primært rettet mod iranerne, som ikke er særligt engagerede i Palæstinaspørgsmålet, men mod den arabiske verden. Han siger ting som de arabiske magthavere ikke vover at sige om vestlig og israelsk formynderi. Det er populært blandt almindelige arabere” (9)
Citat 2:
” I bogen ”Bush i krig” skriver Bob Woodward at han efter fire timers samtale med præsidenten fik det klare indtryk, at denne anså sig for at have fået en guddommelig opgave med at bekæmpe ondskaben.
En af Bush’s nærmeste medarbejdere informerede tidsskriftet Time om, at denne privat havde sagt at han af Guds nåde var blevet udvalgt til at lede USA, mens en af Det Hvide Hus’s pressetalsmænd til den kristne ugeavis World tilstod med en følelse af ydmyghed, at præsident Bush var Guds mand i denne skæbnestund.” (10)
Den ene oplever sig altså omgivet og beskyttet af et ”stærkt lysskær” og den anden mener, at han ”har fået en guddommelig opgave med at bekæmpe ondskaben”. Den ene skal altså forberede Mahdis’ og den anden Kristi genkomst. Dette gør dem begge helt urokkelige og upåvirkelige i deres respektive holdninger og synspunkter. Er dette da blot hjernespind i et par overophedede præsidenthjerne ? Nej, det mener jeg ikke. Jeg anser det tværtimod for sandsynligt at Ahmadinejad virkelig oplevede sig omgivet af ”et stærkt lysskær” da han sad på de anklagedes bænk foran FN’s generalforsamling, ligesom jeg også anser det for sandsynligt at Bush virkelig oplever at han har ”fået en guddommelig opgave med at bekæmpe ondskaben”
Gud er altså med dem begge. De er begge hans udvalgte redskab for at befordre en skæbneudløsning, som efter alt at dømme bliver af største betydning ikke bare for dem selv men for hele menneskehedens videre udvikling.
Martinus:
”Bag menneskehedens tilsyneladende kaotiske tilværelse, og hvor alt ser ud som tilfældigheder, eksisterer der en altomfattende guddommelig verdensplan, der totalt styres og ledes af det førnævnte forsyn. Det har fuldstændig kontrol over menneskehedens skæbne. Det har ikke til opgave at fritage menneskeheden fra dens mørke skæbne, dens krige og verdenskrige, dens ulykker og lidelser, så længe den hårdnakket ignorerer dette samme forsyns kærlige advarsler. Dem er der nok af..” (11).
Spørgsmålet er hvad der skal til for at vi skal få ”nok af” krigen og lidelsen ? Den israelske forfatter Elazar Benyoëtz skriver:
”Fred bliver der først når menneskene ikke bare tager afstand fra krig af alle slags men også tager afstand fra tanken om sejr”
For at gøre billedet eller tankegangen fuldstændig kan vi tilføje et citat om samme tema fra den franske forfatterinde og filosof Simone de Beauvoir:
”Hvis man lever tilstrækkeligt længe får man at se, hvordan enhver sejr forvandles til et nederlag”
Den menneskelige ”sejr”, dvs. humanitetens vækst, kan kun vindes gennem vores ”nederlag”, dvs. at vi kommer til at smage vor egen selvforgudelses og vort eget hovmods bitre kalk. Det gælder både for individer og for stater.
Og forsynet vælger altid de bedst egnede redskaber til at befordre denne undervisning eller læreproces. Så derfor er det helt i sin orden at vi har den verdensorden og de ledere, vi nu har. Ikke for at cementere denne orden men netop for at befordre nedbrydningen og opløsningen af den. Hvilke aktører eller ”undervisere” skulle kunne udføre denne opgave mere effektivt end de magter og partsinteresser, som nu agerer på verdensscenen ? Her lægges ikke ”sten på sten” i vores individuelle og kollektive ”illusionsbyggeri” Alt males ned til et findelt og flygtigt ”støv” , som blæser forbi og lægger sig, og som vi må gnide ud af øjnene før vi kan se klart…
Mørkets kulmination og ”dommedag”
Martinus påpeger, at de krige og de blodsudgydelser som endnu udestår i vores verden, inden den bliver en virkelig fredens bolig, er tilbageværende virkninger af ”mørkets kulmination” i vores udvikling. Og dette er helt naturligt og udtryk for livslove, som naturen også på andre måder underviser os i.
På den tid af året – i januar/februar – hvor denne artikel er skrevet, konfronteres vi med et særligt iøjnefaldende og tydeligt eksempel på dette. Vi har jo nemlig for nogen tid siden passeret mørkets kulmination i årskredsløbet – som jo indtræffer et par dage før juleaften i december. Den lyse del af døgnet bliver nu større for hver dag som går. Men alligevel ved vi af erfaring, at tiden med årets strengeste kulde normalt forekommer netop på denne tid i januar/februar. Hvad skyldes det ? Hænger kulden ikke sammen med mørkekulminationen i årskredsløbet ? Jo, vist gør den det! I lige så høj grad som nutidens krige hænger sammen med mørkekulminationen i det kosmiske spiralkredsløb. Det drejer sig altså i begge tilfælde om en vis forsinkelse mellem årsag og virkning. Jorden må i begge tilfælde forberedes inden virkningen eller effekten slår fuldt igennem. I årskredsløbet er det bogstaveligt sandt, fordi det tager så lang tid at nedkøle de store land- og vandmasser, at effekten først mærkes for alvor når lyset og solvarmen er begyndt at vende tilbage igen.
I det kosmiske spiralkredsløb modsvares den samme proces af, at det er først når den jordmenneskelige mentalitet har nået sådanne højder som viser sig ikke mindst i vore dages materialistiske videnskab og teknologi på godt og ondt, at et ”ragnarok” i global forstand har forudsætninger for at kunne udløses. Det skyldes altså ikke at menneskehedens mentalitet er blevet mørkere – den bliver tværtimod lidt lysere for hver dag der går. Det er bare det, at virkningerne af vores tilbageværende primitivitet i dag får helt andre og globalt følelige konsekvenser end nogen sinde tidligere i vores udviklingshistorie – – netop fordi vi i dag allerede i virkeligheden er begyndt at blive ”én verden” og har høstet sådanne fantastiske intelligensfrugter på godt og ondt fra ”kundskabens træ”! Martinus kommenterer denne menneskehedens aktuelle skæbnesituation på følgende måde:
”Her gælder naturens lov også: jo stærkere lys desto stærkere skygge. Men lyset vil jo efterhånden komme så nær, at skyggesiden helt må forsvinde. Og det er næsten som om, at mørkesiden føler denne sin undergang nærme sig, ja den har endog allerede begyndt at udløse sig i en slags dødskamp.” (12)
Men hvis vi ikke havde den forklaring eller det perspektiv på det som nu sker og kommer til at ske i verden, kunne vi meget let få det indtryk eller den opfattelse, at det er verdens undergang, som står for døren. Det er den risiko eller fatale fejlbedømmelse Martinus har villet gøre os immune over for gennem sin forklaring af, at den nuværende verdensorden står foran et ”ragnarok”. Og det kommer vi nok til en dag at være ham meget taknemlig for.
Naturligvis forstår jeg udmærket godt den følelsesmæssige modvilje og ulyst ved tanken om en eventuel tredje verdenskrig. Det føler jeg givetvis også selv. Og hvis man ikke havde haft Martinus’forklaring på det der sker og meningen med det hele, så er det vel et spørgsmål om man overhovedet orkede leve videre her i denne verden i en sådan situation. Men det er måske netop derfor Martinus også ville gøre os forberedte på, hvad der kommer til at ske ? Hvis han bare havde berettet om den strålende fremtid vi og verden går i møde ( på den anden side af ”ragnarok” altså), så havde vi jo let kunnet blive lullet ind i den tro eller forestilling at vejen frem mod den ”nye himmel og jord” bliver en let og behagelig rejse. Og hvilket chock måtte det da ikke blive for os, at pludselig blive konfronteret med en helt anden virkelighed ? Ville Martinus’ beskrivelse af vores lysende fremtid da ikke let miste hele troværdigheden for mange, ja måske de fleste af os ? Og hvilken støtte og livsmod og hvilken inspiration skulle vi da kunne formidle til andre, når den behøves mest ?
”Dommedagen” er jo egentlig ”visdommens dag”, som Martinus skriver (13), eftersom visdommen, kosmisk set, ikke er noget andet end den selvoplevede kundskab om mørkets virkninger. Denne selvoplevelse gør os ydmyge og klarsynede, dvs. den giver os ikke mindst evnen til at se klart igennem vores egne illusioner. F.eks. den illusion, at vi at vi på nogen måde er bedre end nogen andre. Og den illusion, at man skal forsvare sig (som Martinus har kaldt for ”verdens største illusion”). Og hvilke illusioner dominerer dagens verdenssituation og de førende magter mere end netop disse ?
Martinus får det sidste ord:
”Dommedagens” mission er at minde menneskene om den glemte kærlighed til næsten. At denne mindelse må være af en så drastisk natur, bliver mere og mere forståeligt, når man gør sig klart, at den teoretiske påmindelse om det samme emne har gentaget sig hver uge i århundreder fra tusinder af prædikestole verden over, samtidig med, at ærlige reformatorer, profeter, evangelister, sektdannere og andre moralister i stort tal har og stadig søger at dreje verdensmnetaliteten imod næstekærligheden, uden i mindste måde at have fået nogen som helst hæmmende indflydelse på den krigeriske mordergalskab, som nu forberedes. Intet i verden befinder sig i en så kolossal opblomstring som den moderne krigsteknik. Hovedproduktionen af al jordmenneskelig skaberkraft og teknisk kunnen må ofres til fordel for folkenes dygtiggørelse i at slå hverandre ihjel. Og herfra lader menneskeheden sig ikke ved nogen som helst form for materiel eller religiøs, teoretisk påvirkning rokke. Her må der realistiske og stærke erfaringer til. Gud må tale direkte med hvert enkelt menneske, der endnu sværger til sværdets magt. Denne tale er ”dommedag”. (14).
Noter:
1.. Dagens Nyheter 2007-02-18
2.. Se Martinus artikel "åndsvidenskabens nødvendighed
(indgår i bogen "De levendevæseners udødelighed"), kapitel 13.
3.. Dagens Nyheter 2007-01-17
4.. www.bt.dk. 2007-01-17
5.. Dagens Nyheter 2007-01-03
6.. Dagens Nyheter 2006-12-16
7.. Dagens Nyheter 2007-02-06
8.. Dagens Nyheter 2007-01-30
9.. Dagens Nyheter 2006-03-17
10.. Svenska Dagbladet 2004-04-23
11.. Martinus: Det Evige Verdensbillede, del 3 stk. 33.74
12.. Martinus: Det Evige Verdensbillede, del 4 stk. 44.3
13.. Martinus: Logik kapitel 32
14.. Martinus: Dommedag. Kosmos nr.2/1999
Oversættelse: Sven-Erik Rævdal
